Arbejdsområder

 Jeg arbejder såvel med enkeltpersoner som grupper på arbejdspladser, og tilbyder følgende:

Enkeltpersoner:

  • Samtaler om fx stress og stresshåndtering
  • Sparring i forhold til job
  • Coaching
  • Krisehjælp generelt
  • Terapi - samtaler

Arbejdspladser:

  • Samtalegrupper om fx stress, mobning og konflikter
  • Afdækning af forhold der vedrører det psykiske arbejdsmiljø

Afholdelse af:

  • Temadage
  • Seminarer
  • Kurser
  • Foredrag

Konfliktmægling mellem 2 parter fx:

  • Par,
  • Kollegaer
  • Naboer

 

  Eksempler på temaer og foredrag:

  1. Stress og stresshåndtering.
"Stress er et modefænomen!", "Stress er en sygdom!", "Stress skal arbejdes væk!". Hvad er sandt – hvad er falsk? Foredraget tager fat i hvad stress er og ikke er. Symptomer og reaktionsmåder belyses og eksemplificeres med historier fra det virkelige liv. Arbejdspladsen, familielivet, ydre og indre krav og forventninger til den enkelte bliver vendt og kigget på. Hvad kan arbejdspladsen, og hvad kan den enkelte gøre for ikke at blive syg af stress? Dette foredrag har fokus på facts om stress, men er i høj grad også et oplæg til yderligere debat og initiativ på arbejdspladsen til forebyggelse af stress.
  1. Mobning på arbejdspladsen.
"Her er tonen rå, men hjertelig!!" I dette foredrag vil fokus være på mobning på arbejdspladser enten mellem kollegaer, mellem ledere og medarbejdere eller måske begge steder!? Du får en definition på, hvad mobning er, vi ser på årsager til mobning og der bydes ind på, hvem det er, der mobber og hvem det er, der bliver mobbeofre. At blive klog på hvordan mobning rammer individet på krop og sjæl kan måske være med til at forebygge og standse mobning. Foredraget vil være illustreret af eksempler på mobning fra det virkelige liv!
  1. Konflikter og konflikthåndtering
Konflikter i en personalegruppe giver mange forsømmelser. Folk brokker sig over hinanden, og der sladres godt og grundigt i krogene. Når der ikke tages hånd om konflikter, begynder de ansatte at gå mere op i private forhold eller praktiske petitesser på jobbet frem for at fokus på arbejdsopgaverne. Ofte ser man at personalet deler sig i 2 lejre, og en indbyrdes lang og sej kamp starter. Nogle kampe er så gamle, at man har glemt, hvad det var, der udløste dem, man taler bare ikke sammen mere! Foredraget kommer ind på om konflikter også kan være positive for en arbejdsplads. Vi kommer rundt om hvordan konflikter opstår, vi ser på forskellige konflikttyper og forskellige individuelle måder at reagere på konflikter på. "Konfliktløsning" er et centralt begreb for foredraget, for hvad er det lige, man kan gøre for at få løst konflikter i hårdknude op? Kan det overhovedet lade sig gøre eller betale sig? "At se bag om konflikten" er også et vigtigt fokuspunkt i foredraget: hvilke tanker og følelser ligger til grund for konflikten? Og hvilken rolle spiller følelserne for at de involverede parter i konflikten kan komme videre på en god måde? Foredraget skal høres som inspiration til at arbejde videre med emnet i virksomheden.
  1. Hjælp til selvhjælp: En kollega er kritisk syg – hvordan forholder I jer – hvad kan I gøre?
Din gode kollega har fået diagnosticeret en kritisk sygdom. Det er rigtigt hårdt for ham og hans familie. Han vil gerne bevare kontakten til arbejdspladsen, i det omfang han kan. Du synes også det er hårdt at rumme. Hvad gør i som arbejdsplads? Der er praktiske ting, der skal varetages, men der er også mange følelsesmæssige. Hvad siger man - hvad gør man som kollega til en meget syg kollega? Hvordan passer man på den syge, og hvordan passer man på sig selv? Foredraget giver plads til at tale om reaktioner, frustrationer og angst i forbindelse med kritisk sygdom på arbejdspladsen. Tanker om død og sygdom rykker pludseligt tæt på den enkelte og rammer forskelligt afhængigt af livserfaringer.
  1. Fyringer og reaktionsmåder
Kan man fyre folk "på den gode måde"? Ja, der er i alt fald bedre måder at gøre det på, end at sende en SMS eller mail fredag eftermiddag!  Det er yderst vigtigt for den fyredes selvværd og identitet, hvordan og hvornår en opsigelse meddeles, og hvordan der tages hånd om den ansatte efterfølgende. Foredraget tager udgangspunkt i individets reaktioner i forbindelse med en fyring. Hvorfor rammer det nogen så hårdt, at de måske ligefrem bliver syge af det, mens andre straks klør på med jobsøgningen? Og kunne virksomheder gøre det anderledes end de gør? Hvad er god skik og brug i forbindelse med fyringer?  

 

 

Livoggladearbejdsdage.dk